Et arbejdsliv med plads til alle

Vi har bygget et arbejdsmarked til én bestemt slags menneske: den fuldtidsraske, uden store omsorgsforpligtelser, uden kroniske lidelser, helt uden de perioder i livet, hvor 37 timers arbejde simpelthen ikke kan lade sig gøre. De mennesker findes skam, men det er langt fra alle, og prisen for at indrette hele samfundet efter det, er højere, end vi måske er klar over.

Over 750.000 danskere i den erhvervsaktive alder modtager en offentlig forsørgelsesydelse, og det tal fortæller ikke, at de ikke vil arbejde. Det fortæller, at systemet ikke har fundet en måde at bruge dem på. Dertil kommer de 543.000, der er i beskæftigelse men på betingelser, der ikke holder på lang sigt, og som derfor i mange tilfælde ender med en stresssygemelding, fordi arbejdsmarkedet sjældent tilbyder noget midt imellem fuld tid og ingen tid.

Tilsammen tegner de et billede af et arbejdsmarked, der fungerer for dem, det er bygget til, men dårligt for alle andre. Det er et spørgsmål om en norm, der er blevet så selvfølgelig, at vi har holdt op med at undersøge, om den stadig giver mening.

37 timer er ikke en naturlov

Den danske 37-timers arbejdsuge er ikke nedfældet i grundloven eller i nogle hellige skrifter. Den er resultatet af årtiers forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, forankret i en industriøkonomi, hvor tid var den eneste målbare enhed for produktivitet. En arbejder ved et samlebånd leverer mere, jo flere timer han er til stede, og den logik giver fuldstændig mening på en fabrik, men langt mindre mening i en økonomi, hvor det afgørende er opgaver løst, relationer opbygget og viden anvendt.

Vi har ukritisk taget fabrikslogikken ind i videnssamfundet og gjort den til en social norm. At arbejde fuld tid er ikke bare et ansættelsesvilkår; det er et signal om engagement, ambition og værd. At bede om mindre er at signalere det modsatte, og det ved de fleste godt, hvilket er en del af forklaringen på, at så mange bliver i jobs og på betingelser, der ikke passer til dem, frem for at bede om noget andet. Arbejdet kan indrettes anderledes, og denne bog prøver at vise hvordan. Vi ønsker os nemlig et mere fleksibelt arbejdsmarked.

Inden vi kommer videre, fortjener selve ordet fleksibelt en præcisering. Det handler ikke om at møde 8 frem for 9, eller om at have lov til at gå til lægen i arbejdstiden. Den slags fleksibilitet kender de fleste arbejdspladser allerede.

Den fleksibilitet, bogen taler om, er en anden. For nogle betyder den at arbejde udelukkende hjemmefra. For andre at arbejde bedst om natten, i intervaller af to timers fokus og to timers pause, eller i intense stød på 16 timer efterfulgt af flere dages fri. Fælles for eksemplerne er, at arbejdet indrettes efter den enkeltes energi og livssituation, i det omfang det kan forenes med de opgaver, der skal løses, og hvis vi lykkes med det, er der så meget overskud at hente. Både i livsglæde og i ren økonomi.

Hvorfor det haster lidt…

Danmark forandrer sig hurtigere, end arbejdsmarkedet følger med. Nye jobprofiler opstår, gamle forsvinder, og kravene til omstillingsevne stiger i et tempo, der efterlader stadig flere bagud, ikke fordi de mangler vilje eller kompetencer, men fordi systemet er indrettet til at håndtere enten fuldt arbejdsdygtige eller fuldt uarbejdsdygtige og har meget lidt at tilbyde dem i midten.

Stress er blevet så udbredt, men vi behandler det som en individuel skavank snarere end et signal om, at noget er galt med samfundsindretningen. Når ansatte brænder ud i et hidtil uset omfang, og når stadig flere unge aldrig finder fodfæste på et arbejdsmarked, der kræver fuld tilstedeværelse fra dag ét, peger det på en grundlæggende uoverensstemmelse mellem det liv, mennesker faktisk lever, og det arbejdsmarked, vi har bygget til dem. Den uoverensstemmelse løser sig ikke med flere stresskurser eller bedre trivselssamtaler; den kræver en anden forståelse af, hvordan et bæredygtigt arbejdsliv ser ud.

Det kræver ikke en revolution at ændre det: Det kræver en anden tænkning om, hvad et job er, hvem det er skabt til, og hvad det betyder at bidrage. Arbejdsmarkedet kan indrettes anderledes, og det ved vi, fordi det allerede sker: både i andre lande, og på nogle danske arbejdspladser hvor arbejdsgiverne tænker i opgaver frem for stillinger. Denne bog samler det, man ved og prøver at give dig argumenterne til at gøre det til normen frem for undtagelsen, så flere kan få chancen for at bidrage.

Hvilke kompetencer har vi egentlig brug for i fremtiden?

Det er svært at pege på et tidspunkt i nyere tid, hvor det har været mere uforudsigeligt, hvad fremtidens arbejdsmarked kommer til at kræve. Arbejdsgivere og forskere er sjældent enige om alt, men om netop det er de: vi lever i to samtidige og tilsyneladende modstridende tendenser, der begge er reelle, begge er presserende, og som ingen endnu ved, hvordan vi skal forholde os til på samme tid.

Den ene tendens er, at Danmark mangler hænder. Det er ikke bare en kortvarig konjunktureffekt, men en strukturel udvikling, der er veldokumenteret og vil forværres i det kommende årti: Ifølge Dansk Industri rapporterer syv ud af ti virksomheder, at de har svært ved at rekruttere de rette medarbejdere.[1] SIRI’s positivliste for 2025 registrerer 48 faggrupper, hvor der er dokumenteret mangel på kvalificeret arbejdskraft herhjemme.[2] Bygge- og anlægsbranchen melder om mangel i 25 procent af virksomhederne.[3] Inden for sundhed og ældrepleje er problemet akut og voksende: antallet af danskere over 80 år forventes at stige med 150.000 frem mod 2030, og Kommunernes Landsforening har beregnet, at den offentlige sektor alene vil have behov for 44.000 ekstra medarbejdere for blot at fastholde det nuværende serviceniveau. Regner man den forventede vækst i den private sektor med, mangler Danmark samlet set op mod 90.000 personer på arbejdsmarkedet i 2030.[4]

Den anden tendens er, at AI er ved at omskrive arbejdsmarkedets grundlæggende logik, og at ingen med troærdighed kan sige, hvad det vil betyde om ti år. IMF har analyseret det danske arbejdsmarked specifikt og vurderer, at cirka 21 procent af de danske medarbejdere befinder sig i jobs med høj eksponering for AI-automatisering, mens yderligere 43 procent er i jobs, hvor AI i høj grad vil ændre arbejdsindholdet frem for at erstatte det.[7] Goldman Sachs anslår globalt, at generativ AI kan automatisere opgaver svarende til 300 millioner fuldtidsstillinger på verdensplan.[8] WEF’s Future of Jobs Report 2025 er mere nuanceret: rapporten forventer, at 170 millioner nye jobs skabes globalt fra 2025 til 2030, men at 92 millioner eksisterende forsvinder, og at nettoeffekten er et tab på cirka 14 millioner jobs.[9] Goldman Sachs’ egne analyser peger på, at kontor- og administrationsfunktioner er særlig udsatte, med op mod 45 procent af stillingerne i kategorien potentielt automatiserbare.[10]

De to tendenser peger i modsat retning, men de udelukker ikke hinanden. Danmark mangler arbejdskraft i sundhed, pleje, håndværk og specialiserede tekniske fag. Samtidig er en stor del af de administrative og rutineprægede opgaver, der udgør mange menneskers arbejdshverdag, under stadig stærkere automatiseringspres. Det betyder, at det aldrig tidligere har været sværere at give et troærdigt svar på, hvilke kompetencer arbejdsmarkedet efterspørger om ti år, og hvilke der er overflødige. De institutioner og uddannelsessystemer, der skal forberede den næste generation, arbejder med planlægningshorisonter på ti til tyve år. Den teknologiske udvikling, de skal forudsige, bevæger sig på få måneder.

I den situation er et arbejdsmarked, der kun har plads til én type bidrag, nemlig 37 timers fuldtidsarbejde, fulde uger, fuld kapacitet, ikke optimalt. Jo mere usikkert arbejdsmarkedet er, jo større er behovet for, at det er fleksibelt nok til at rumme mange former for bidrag: de fem timer, som en person i et sygdomsforløb kan præstere. De tyve timer, som en senior med faglige kompetencer kan give, uden at kroppen siger fra. De tolv timer, som en forælder med et barn i mistrivsel kan administrere. De to timer om ugen med socialt frikort, som kan betyde, at nogen bevæger sig fra total isolation til at mærke, at de er til gavn for nogen.

Arbejdskraftmanglen og AI-revolutionen er to bevæggrunde for den samme konklusion: et arbejdsmarked med for snævre indgange er et skrøbeligt arbejdsmarked. Og skrøbelighed har vi ikke råd til, hverken i dag eller i den fremtid, der venter. Hvor stort problemet reelt er, kræver et blik på tallene. De næste kapitler kortlægger, hvor mange danskere der i dag står uden for arbejdsmarkedet, hvem de er, og hvad der holder dem ude.

Mennesker passer ikke i kasser

Af Kirsten Ipsen, Vita Mea

Jeg har arbejdet med mennesker og udvikling siden 2000. Siden 2010 har mit arbejde handlet om mennesker og deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

Mennesker, der er blevet syge. Mennesker, der aldrig rigtig har fået fodfæste på arbejdsmarkedet. Mennesker, der har oplevet så store bump i livet, at det hele pludselig blev vendt på hovedet. Og mennesker, der fra den ene dag til den anden har mistet noget af det, de tidligere byggede deres identitet på.

For hvad sker der egentlig med os, når vi pludselig ikke længere kan det, vi kunne før? Når jobbet, kollegerne, hverdagen og følelsen af at være den, man plejer at være, forsvinder?

Det handler om meget mere end arbejdstid. Det handler om identitet, selvværd, økonomi, tilhørsforhold og om at kunne se sig selv som en, der stadig har noget at bidrage med.

Gennem alle de år har jeg mødt rigtig mange mennesker. Og der er én ting, jeg bliver ved med at vende tilbage til: De fleste mennesker har et stort ønske om at være en del af det store arbejdsmarkedsfællesskab. Jeg kan faktisk kun komme i tanke om to mennesker, hvor jeg oprigtigt oplevede, at ønsket om at arbejde ikke var der.

Måske på en anden måde end før. Måske med færre timer, andre opgaver eller i et andet tempo. Måske skulle de først finde ud af, hvem de var blevet, efter livet havde taget en drejning.

Jeg har altid haft det lidt svært med kasser. Måske fordi jeg selv hele mit liv har haft det sådan, at jeg ikke selv passer i nogens kasser. Og mennesker er forskellige. Vi kommer med hver vores historie, vores erfaringer, vores personlighed, vores ressourcer og vores rygsæk. Livet kan give os noget med på vejen, vi aldrig havde bedt om: en sygdom, en ulykke, en skilsmisse, et barn, der mistrives, en krise, noget, der pludselig ændrer det hele. Det kan ske for os alle sammen.

Alligevel har vi skabt et arbejdsmarked, som på mange måder er bygget op omkring forestillingen om, at livet helst skal passe ind i en ret lige linje.

Uddannelse, job, 37 timer, karriere, måske børn, måske lidt barsel. Tilbage på arbejde og så fortsætter vi.

Men livet er jo sjældent sådan.

Og måske er det netop derfor, vi har brug for at tænke det fleksible arbejdsmarked som mere end bare fleksible arbejdstider. Fleksibilitet handler om vores evne til at skabe plads til forskellige mennesker, forskellige liv og forskellige måder at bidrage på. For mig er det en ændring i vores måde at tænke arbejde og se mennesker på.

Det kræver, at vi tør være nysgerrige. For nysgerrighed kan noget helt særligt. Den giver os mulighed for at blive lidt længere i spørgsmålet, før vi beslutter os for svaret. For hvad hvis det, der ser ud som en begrænsning ét sted, kan være uproblematisk et andet sted? Hvad hvis den måde, vi har tænkt arbejdet på, nogle gange faktisk er en større begrænsning end mennesket?

Og det kræver mod. Mod til at prøve noget, vi ikke har prøvet før. Mod til at finde ud af, om vi kan gøre tingene på en anden måde. Mod til at se på arbejdstid, opgaver og rammer med friske øjne. Mod til at sige: Hvad nu hvis?

Jeg har oplevet arbejdsgivere, der i en samtale pludselig siger: »Det havde jeg faktisk ikke tænkt på.« Og jeg elsker den sætning. For det er her, noget begynder at flytte sig.

Og det er måske her, der ligger noget interessant som arbejdsgiver. For når man begynder at se anderledes på mennesker, kan man også begynde at se anderledes på sin egen virksomhed. På virksomhedens behov, forventninger og hvad man egentlig lægger vægt på, når man siger, at man leder efter den rigtige medarbejder.

Måske er spørgsmålet ikke altid, hvem der passer ind hos os. Måske er spørgsmålet også, om vi har tænkt bredt nok over, hvem der kunne skabe værdi hos os.

Jeg tror egentlig, det fleksible arbejdsmarked rummer noget for os alle. For de fleste mennesker er der en værdi i at være en del af et arbejdsfællesskab, når livet giver mulighed for det. Vi vil gerne bidrage, bruge vores evner, være sammen med andre og opleve, at det, vi gør, har betydning.

Det samme gælder arbejdsgiverne. De har brug for mennesker, der kan noget. Mennesker med erfaring, engagement, viden, hænder, hjerner og idéer. Og måske ligger der et stort potentiale i at blive bedre til at få øje på de ressourcer, der allerede findes, men som ikke altid passer ind i den måde, vi traditionelt har tænkt en medarbejder på.

For hvad går en virksomhed glip af, hvis den kun leder efter mennesker, der passer præcis ind i en færdig stilling?

Jeg tror ikke, det handler om at sænke barren. Tværtimod. Det handler om at blive bedre til at bruge de ressourcer, vi allerede har. For den medarbejder, der kan skabe noget særligt på 15 timer, kan være mindst lige så værdifuld som den, der arbejder 37 timer.

Og måske kan en virksomhed med nysgerrighed og mod få øje på en kompetence, et menneske eller en mulighed, som ellers var gået forbi. Det afgørende er ikke kun, hvor længe vi er på arbejde, men hvad vi skaber, bidrager med og får til at fungere.

Lige netop dér, bliver det fleksible arbejdsmarked interessant. Ikke som en særlig løsning, men som en måde at tænke arbejdsliv på, hvor der er plads til, at mennesker og virksomheder kan være forskellige.

Et fleksibelt arbejdsmarked handler i mine øjne om, at vi tør opdage, at den måde, vi har gjort tingene på i går, ikke nødvendigvis er den rigtige i dag.

Vi skal skabe et arbejdsmarked med plads til at mennesker er forskellige.

For mennesker passer ikke i kasser.
Så hvorfor skulle vores arbejdsliv gøre det?