En hel masse tal

Advarsel: dette kapitel indeholder tal. Mange tal. Procentsatser, fuldtidspersoner, »arbejdsstyrke«, ledighedsdefinitioner og tre forskellige måder at opgøre den samme ledighed på. Og ja, der kan være noget ubehageligt at se et helt menneskeliv reduceret til en kategori i en grå tabel: En person, der kæmper med angst, en mor der ikke kan få det til at hænge sammen, en senior der gerne ville blive lidt længere på arbejdsmarkedet, alle ender de som en fuldtidsperson (0–100%) i en kolonne, der summerer til et pænt rundt tal nederst. Det kan da næsten gøre en helt trist. Fat mod, efter dette kapitel følger en masse idéer til, hvordan vi kan gøre det bedre. Hvis du ikke orker at læse det hele, kan du nøjes med at tage dette budskab med videre:

Først en note: Tallene i dette kapitel er afrundede og angivet med udgangspunkt i 2026.

Det sværeste ved tal er at forstå, hvad de ikke siger. Danmark beskrives jævnligt som et af verdens mest velfungerende arbejdsmarkeder, og beskæftigelsesstatistikken ser ud til at bekræfte det: knap 77 procent af danskerne i den erhvervsaktive alder var i beskæftigelse, omkring 6 procentpoint over EU-gennemsnittet.[1]

Tallene afspejler dog de spørgsmål, vi har valgt at stille, og der er flere forskellige datakilder, som ser på det fra forskellige udgangspunkter, selvom det burde være simpelt: Enten arbejder du, ellers arbejder du ikke. Men bag hvert procenttal ligger et sæt definitioner, der afgør, hvem vi ser, og hvem der forbliver usynlige, og netop den usynlighed rammer systematisk de mennesker, der befinder sig i grænselandet mellem fuld arbejdsdygtighed og fuld uarbejdsdygtighed.

Det helt store billede

Der bor i Danmark omkring 6 millioner mennesker, og af dem befinder omtrent 3,7 millioner sig i den erhvervsaktive alder, defineret som 15–64 år.[2] Beskæftigelsesfrekvensen for denne gruppe ligger som nævnt på knap 77 procent, svarende til omkring 2,8 millioner beskæftigede, hvilket placerer Danmark i toppen af EU, kun overgået konsekvent af Island, Nederlandene og Schweiz.[1] Men på trods af, at tallet er højt, er der stadig mange, der reelt er udenfor.

Først kommer en kort oversigt over dem, der ikke er på arbejdsmarkedet, opgjort på forskellig vis:

• Når knap 77 procent er beskæftiget, betyder det, at knap en fjerdedel (omkring 850.000 personer) ikke er i beskæftigelse. De er dog ikke alle registreret som ledige. De fleste er i stedet »uden for arbejdsstyrken«, fordi de studerer, er syge, er på efterløn, er på barsel, bliver forsørget af en partner eller af andre grunde ikke opfylder kriterierne for at blive regnet som arbejdsløse.
• »Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats«[3] dokumenterer, at andelen af befolkningen i den erhvervsaktive alder, som hverken er i job eller uddannelse, har ligget omkring 20 procent i mange årtier.
• Omkring 750.000 fuldtidspersoner modtager en offentlig forsørgelsesydelse (dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension, fleksjob mv). Dette tal har ligget forholdsvis konstant de sidste 10 år.[4]
• I denne sidstnævnte gruppe medtages personer visiteret til fleksjob, som er i beskæftigelse. Ifølge jobindsats.dk var der i juni 2025 cirka 116.000 personer i fleksjobordningen, fordelt på omkring 16.000 ledige og knap 100.000 beskæftigede fleksjobbere.

Hvad vil det egentlig sige at være beskæftiget?

Ifølge den definition, ILO, FN’s internationale arbejdsmarkedsorganisation, har fastsat, og som Danmark og alle EU-lande følger, er man beskæftiget, hvis man har haft mindst én times betalt arbejde i løbet af en given referenceuge.[5] Det betyder, at en direktør med 60-timers arbejdsuger, en fleksjob-ansat på fem ugentlige timer og en studerende med en enkelt cafévagt alle figurerer identisk i statistikken som »beskæftigede«.

Det er en bevidst og internationalt koordineret metodisk beslutning, der gør tal sammenlignelige på tværs af lande og år. Den skaber til gengæld en statistik, der måler om folk arbejder, snarere end timetallet og på hvilke betingelser, og om de arbejder på et niveau, der svarer til det, de ønsker eller kan holde til.

Hvad er en fuldtidsperson?

Begrebet fuldtidspersoner optræder overalt i dansk arbejdsmarkedsstatistik. Et lidt underligt ord, da de fleste af os forhåbentlig er fuldtidsmennesker?

Det er et omregningsredskab: fordi mennesker arbejder eller modtager ydelser i meget varierende omfang, er det svært at sammenligne grupper, hvis man blot tæller hoveder. Løsningen er at omregne til, hvad hver person svarer til, hvis vedkommende arbejdede eller modtog en ydelse på fuld tid hele året, defineret som 37 timer om ugen.[6]

En person, der arbejder 37 timer om ugen i et helt år, tæller som én fuldtidsperson. En person, der arbejder 18,5 timer, tæller som 0,5. En person, der har været sygemeldt i seks måneder og arbejdet fuld tid de øvrige seks måneder, tæller ligeledes som 0,5 fuldtidsperson.

Det centrale ved begrebet er, at det faktiske antal mennesker, der i løbet af et år befinder sig i en given situation, altid er højere end antallet af fuldtidspersoner, fordi mange kun kortvarigt er på en ydelse. Når det opgøres, at der i 2025 var omtrent 760.000 fuldtidspersoner på offentlig forsørgelse under folkepensionsalderen,[4] er det et volumenmål, der siger noget om belastningen på systemet, ikke om, hvor mange enkeltpersoner der har modtaget en ydelse i løbet af året.

De tre kategorier og hvad de reelt indeholder

Arbejdsmarkedsstatistikken deler hele befolkningen i den erhvervsaktive alder op i overordnede kategorier, og kendskabet til dem er afgørende, fordi den politiske og mediemæssige debat bruger dem løbende, oftest uden at gøre opmærksom på, hvad de reelt dækker over.

• Beskæftiget betyder mindst én times betalt arbejde. Kategorien er altså bred nok til at rumme alt fra den overbelastede fuldtidsansatte til den mikrofleksjob-ansatte på to ugentlige timer.
• Uden for arbejdsstyrken rummer folkepensionister, studerende uden studiejob, langvarigt syge, forældre på ulønnet orlov og mange andre, herunder dem der gerne vil arbejde, bare ikke på de betingelser, der eksisterer. Gruppen er hverken aktivt jobsøgende eller registreret ledig, og forsvinder derfor ud af de statistikker, der oftest citeres i den offentlige debat.

Tre ledighedstal, og hvilket bruger medierne?

Ledighed opgøres på mindst tre måder i Danmark, og de giver markant forskellige tal. Forskellen er vigtig, fordi det tal, der hyppigst figurerer i medierne og den politiske debat, er det laveste og mest begrænsede af dem.

Nettoledighed er det snævreste mål: jobparate 16–64-årige, der modtager dagpenge eller kontanthjælpslignende ydelse. I marts 2025 var der omkring 92.000 nettoledige fuldtidspersoner, svarende til 3 procent af arbejdsstyrken,[7] og det er dette tal, der typisk omtales som ledighed i nyhederne.

Bruttoledighed lægger aktiverede oveni, de personer, der er i jobtræning, kurser eller andre arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger. Bruttoledigheden er typisk 20.000–40.000 højere end nettoledigheden[8] og giver et bredere billede, men bruges sjældnere.

AKU-ledighed bygger på interviewundersøgelser og følger ILO’s definition: alle, der søger aktivt og kan starte hurtigt. AKU-ledigheden ligger på omkring 200.000 personer, svarende til knap 7 procent af arbejdsstyrken,[9] hvilket er mere end det dobbelte af nettoledigheden. Alle tre betingelser (ikke i beskæftigelse, aktivt søgt arbejde, kan starte inden for to uger) skal være opfyldt, ellers ryger personen ud af ledighedskategorien.

Dertil kommer gruppen, der hverken er i arbejde eller modtager nogen offentlig ydelse. Gruppen er vanskelig at opgøre præcist, fordi den pr. definition ikke registreres systematisk. Det drejer sig om 80.000–90.000 personer,[10] men tallet er et estimat: unge, der er faldet ud af alle systemer, selvforsørgende, der lever af formue eller en partners indkomst, og folk, der har opgivet at søge hjælp. De optræder ikke i nogen samlet statistik.

Dem, statistikken slet ikke ser

Der er desuden en gruppe, der er usynlige i statistikkerne, fordi de er »beskæftigede«, men ønsker andre vilkår. Ifølge Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelse ønsker 19 % af alle beskæftigede danskere, svarende til ca. 543.000 personer, at arbejde færre timer end de gør i dag.[11] Spørgsmålet stilles under forudsætning af, at lønnen justeres tilsvarende, og ønsket er således et reelt ønske om en anden balance, snarere end et ønske om gratis fritid.

En undersøgelse fra tænket anken Cevea bekræfter billedet, men mener at der er et endnu mere udbredt ønske: 48 % af lønmodtagerne ønsker at gå ned i arbejdstid over de næste fem år, selv om det koster på lønnen, og gruppen ønsker i gennemsnit at reducere med godt fire timer om ugen.[12]

Fire konkrete eksempler på kategoriernes grænser

De følgende eksempler er konstruerede typetilfælde, der illustrerer situationer, som optræder i praksis, og som illustrerer, hvorfor det ikke er så let at komme med helt klare tal for de enkelte grupper:

• Situation 1: En person på aktivitetsparat kontanthjælp finder et arbejde på to timer om ugen. Personen tæller nu som beskæftiget og bidrager til beskæftigelsesfrekvensen, men er stadig på fuld overførselsindkomst.
• Situation 2: En sygemeldt person har modtaget sygedagpenge i 22 uger og er stadig uarbejdsdygtig. Kommunen revurderer ikke sagen i tide, og personen risikerer at miste sin ydelse, fordi et administrativt ur er løbet ud, uden at helbredet nødvendigvis har ændret sig.
• Situation 3: En folkepensionist arbejder 15 timer om ugen. Han tæller som beskæftiget i visse opgørelser, men indgår ikke i beskæftigelsesfrekvensen, som kun opgøres for 15–64-årige.
• Situation 4: En person med en kronisk sygdom har en arbejdsevne, der svarer til 20 timer ugentligt, men kommunen vurderer, at arbejdsevnen endnu ikke er tilstrækkeligt afklaret til fleksjobvisitation. Personen er heller ikke uarbejdsdygtig nok til sygedagpenge og befinder sig i et ingenmandsland mellem kategorier.

Den vigtigste pointe er, at der bag tallene i dette kapitel befinder sig over 1,3 millioner danskere, der enten er helt uden for arbejdsmarkedet, eller er inde på betingelser, der måske ikke holder på lang sigt. Det er dem, de følgende kapitler handler om.