Nyhedsbrev

Nyt fra foreningen, oktober 2026

Foreningen for det Fleksible Arbejdsliv

Kære medlemmer og ambassadører

Som det ofte sker, når nyhedsbrevet kommer fra forpersonen her, er det IGEN blevet lidt langt! Jeg håber, I vil bære over med mig, for der er heldigvis meget at fortælle.

I dette nyhedsbrev

  • Fleksibilitet på den politiske dagsorden
  • Vores idéer er sendt til Christiansborg
  • Bogen er færdigskrevet og hos redaktøren
  • Inspiration fra Storbritannien og to bøger
  • Dorthe har sat gang i vores sociale medier

Fleksibilitet på den politiske dagsorden

Regeringen har varslet et arbejde med et mere fleksibelt arbejds- og familieliv som led i en kommende trepartsaftale og et Velfærdsforlig 2.0. Ambitionen omfatter også pension og tilbagetrækning og rækker dermed over flere dele af arbejdslivet.

Det er en dagsorden, vi meget gerne vil bidrage til. Tænk, hvis fleksibilitet bliver en mulighed for mange flere gennem hele arbejdslivet, og samtalen tager udgangspunkt i menneskers ønsker, kompetencer og mulige bidrag.

Læs regeringens præsentation

Vores idéer er sendt til Christiansborg

Vi har skrevet til alle Folketingets erhvervsordførere og til erhvervsministeren med nogle af vores forslag. Blandt andet at man kunne overveje, at fem procent af statens stillinger skal åbnes for mere fleksible måder at arbejde på.

200.000 statslige fuldtidsstillinger → 5 % = 10.000 stillinger

Hvis opgaverne i gennemsnit kunne sammensættes til tre fleksible job i stedet for ét, ville det give 30.000 fleksible job.

Bogen er færdigskrevet og hos redaktøren

Vi har nu lagt sidste hånd på manuskriptet til vores bog om det fleksible arbejdsliv. Den ligger hos redaktøren, vores egen Karen Lumholt.

Vi har også fået en meget glædelig håndsrækning fra en sponsor, så vi nu kan få bogen trykt. Det er vi meget taknemmelige for.

I forbindelse med bogen har vi også gennemført en bred henvendelsesrunde til fagforeninger og hovedorganisationer for at få både perspektiver, bekymringer og kritiske vinkler med.

Inspiration fra Storbritannien

I Storbritannien arbejdes der med at styrke medarbejdernes adgang til fleksibelt arbejde. Arbejdsgivere skal fremover blandt andet forklare, hvorfor et afslag på et ønske om fleksibilitet er rimeligt, og følge bestemte trin i dialogen med medarbejderen.

Fleksibilitet omfatter her blandt andet arbejdstid, mødetider, jobdeling og arbejdssted. Vi finder det interessant, at der lægges vægt på at undersøge mulighederne sammen og begrunde beslutningerne ud fra de konkrete forhold på arbejdspladsen.

Læs om de britiske initiativer

To bøger til dem, der vil læse videre

Lars Tvede: 2050 – når maskinerne gør arbejdet, og vi lever livet
En tankevækkende bog om, hvordan kunstig intelligens og andre teknologier kan forandre arbejde, ledelse og hverdagsliv.

Camilla Kring: Tænk, hvis arbejdstiden passede til flere
En bog om, hvordan arbejdspladser kan tilrettelægge tiden med større plads til menneskers forskellige rytmer og liv.

Nyt fra foreningen

Dorthe har sat gang i vores sociale medier

Nogle af jer har måske bemærket den flotte aktivitet på vores sociale medier. Bag den står Dorthe Rasmussen, vores nye superfrivillige, som vi er meget glade for at have fået med på holdet.

Hun har taget fat med SÅ meget engagement og gode idéer og hjælper os med at få foreningens budskaber længere ud.

Dorthe søger selv et fleksjob, og vi håber, at en arbejdsplads snart får øje på det, vi allerede har opdaget!

Find Dorthe på LinkedIn · Skriv til Dorthe

Til sidst: TAK

Tak for jeres opbakning og for de samtaler, I tager med videre.

Vi kan alle være med til at skabe ringe i vandet, når vi nævner mulighederne for at organisere arbejdet anderledes over for kolleger, ledere, venner og andre, vi møder.

Jo flere steder samtalen bliver taget, desto flere får mulighed for at tænke med og bidrage.

Karin Liltorp
Forperson, Foreningen for det Fleksible Arbejdsliv
fleksiblearbejdsliv.dk · LinkedIn · Facebook

← Alle nyhedsbreve